tirsdag den 7. april 2009

Hvad skal der ske med Onyszko ?

Som de fleste andre fodboldinteresserede følger jeg i øjeblikket med i historien om OBs målmand, Arek Onyszko (hvordan hulen staver man det navn ?!?!?) - nå, jeg skriver bare Onyszko, der er næppe tvivl om, hvem det er.

Jeg må indrømme, at jeg er meget splittet i den sag. Først og fremmest synes jeg helt indlysende, at det er dybt forkasteligt, hvis han har slået på sin eks-kone. Det er det i øvrigt lige meget, hvem man slår på i min verden. Det hører ingen steder hjemme, og det skal straffes. Længere er den ikke i min verden. Og hvis Onyszko har gjort de ting, der har været fremme, så må han også tage sin straf.

I første omgang tænkte jeg også, at han skulle sparkes ud af OB med det samme, hvis han blev dømt. Men så alligevel....

Jeg så et debatprogram om sagen i tv i søndags, hvor den tidligere landsholdskæmpe Henrik Larsen var med. Han havde en pointe, som jeg har tænkt meget over: "Hvad så, hvis en 20-årig knægt får lavet en dum ting i sit privatliv ? Skal han så være forhindret i at spille fodbold resten af sit liv?"

Nej, det synes jeg ikke, at han skal. Og derfor må jeg indrømme, at jeg vist selv er ved at havne i den gruppe, hvor man mener, at Arek Onyszko ikke skal fyres i OB. Dom eller ej.

Der er et retssystem i Danmark, og det må være det, der skal dømme en mand. Og når retten har talt, så har manden fået sin straf. Og det må så være det. Vi må stole på, at de gør deres arbejde ordentligt, så han får en straf, der svarer til det, han har gjort.

Jeg kan sagtens se argumenterne om, at han er en rollemodel og så videre. Men retssystemet er alligevel nødt til at behandle alle ens. Det kan da ikke være rigtigt, at man "slipper" med retssystemets straf, hvis man har en type job - og får en tillægsstraf, hvis man har et andet arbejde. (Der er selvfølgelig undtagelser for alt.... men sådan i princippet). Og fodboldspillere er altså bare et billede af samfundet. Der vil også i den verden være nogen, der kommer galt afsted og får lavet noget rigtigt lort.

Jeg håber bare, at det sag bliver afklaret hurtigt, for det tjener ikke nogen som helst, at den hænger som en tung dyne over Arek Onyszko, hans eks-kone, OB og fodbold-Danmark. Det er bare en rigtig lortesag for alle.

Hvad mener du ? Skal Arek Onyszko fyres, hvis han kendes skyldig ?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar